Når arvegodset springer op som trold af æske

At trigge vores arvegods

Vi lever illusionen om, at vores liv er trygt og forudsigeligt, så længe vi selv er kaptajnen på vores eget skib. 

En trigger er det i os, som sår tvivl og usikkerhed omkring den selvforståelse, vi lever i lige NU. Triggeren er en potentiel mulighed for vækst. 

Men hvad sker der, når vi pludselig er i en situation, hvor arvegodset, der ligger i det ubevidste, pludselig springer op, som trold af en æske? 

I børnehaven står lille Peter i et hjørne og ser beklemt ud. Pædagogen spørger drengen, om han har lavet i bukserne. Han ryster på hovedet. Pædagogen spørger, om hun må se. Han siger nej. Pædagogen går over mod lille Peter, som sætter hånden op for at signalere, at hun skal stoppe. Pædagogen stopper og overvejer situationen et øjeblik, og så springer hun hurtigt ind på ham, og hiver ud i buksen, hvor hun kigger ned og tager ham på fersk gerning. Lille Peter reagerer ved at slå pædagogen. Pædagogen bliver vred og hiver ham op på armen og bærer ham ud på badeværelset. 

Pædagogen er vred og skælder ud og fortæller ham, at hun ikke vil finde sig i, at han slår. Drengen begynder at græde, og siger at han gerne vil have sin bamse. 

Pædagogen fortæller drengens mor om episoden. Moren spørger: Gav du ham bamsen? Nej, siger pædagogen, den slags adfærd belønner vi ikke her i børnehaven. 

Men hvad sker der i moderen? Pædagogens sidste replik trigger moderens egen smerte, det grædende barn i moderen selv, som har følt følelsen af at blive straffet. 

Moderen bliver kastet tilbage til sin angst for at føle følelsen af fortidens smerte, hvilket får hendes indre pendul til at svinge fra angst til vrede. 

Nu er moderen vred, meget vred, og hun har lyst til at springe i hovedet på pædagogen og slå hende med sine næver. Det er det, hun har lyst til i sin krop, mens der løber en film igennem hendes hoved, hvor hun ser sig selv, løve moderen, der farer ind på lederens kontor for at kræve, at den pædagog, hun skal fyres øjeblikkeligt. Hun skal aldrig få lov til at komme i nærheden af min søn igen. 

De har alle den samme traumatiske oplevelse til fælles. Pædagogen og moderen repeterer fortidens traumatisering, mens det “synes som om” drengen bliver traumatiseret her og nu. 

 

Pisk eller gulerod

Moderens arvegods

Hvorfor slår moderen ikke pædagogen? Det gør hun ikke, fordi hun allerede har erfaret på egen krop, at den, som kan styre sine følelser, bliver belønnet, og den, som ikke kan styre sine følelser, bliver straffet. 

Pædagogens arvegods

Pædagogen har erfaret det samme. Her er hun blot i rollen som den straffende vrede, den retfærdige hævner, der ser det som sit job at straffe dem, som overtræder de sociale konventioner.

Drengens arvegods

Lille Peter er stolt over at være en stor dreng, som ikke længere bruger ble. Han har allerede et ego, som er stolt over at være en stor dreng, der kan styre sine kropsfunktioner. Drengen kan opleve sig selv positivt gennem den ros han får, men også gennem at betragte mindre eller jævnaldrende børn, som bruger ble. Han kan opleve dem som “pattebørn”, og han kan føle sig stolt over ikke at være et “pattebarn”. 

Drengen lever op til samfundets sociale konventioner omkring, hvad der forventes af en 3 årig dreng. Når drengen “fejler” i sin bestræbelse på at leve op til sin egen forventning, så trigges arvegodset. Det betyder, at det indre pendul svinger fra stolthed til skam. 

For at sætte fokus på skyld og skam i arvegodset, låner jeg for eksemplets skyld en anden fortælling. Det er en kvinde på godt 80 år, som fortæller mig om sit arvegods. Når hendes søn lavede i bukserne blev hun vred, skældte ham ud, og kaldte ham en lille gris. 

Kvinden skammede sit barn ud, men i bakspejlet skammer hun sig selv over det, hun gjorde. Hun ville hellere have været den omsorgsfulde moder, der havde brugt gulerod i stedet for pisk. 

Vores bestræbelse på at være positive og pædagogiske, bruge gulerod frem for pisk, er en coping-strategi. Den positive fortælling om os selv, er en strategi, som hjælper os med at overleve vores traumatisering, vores arvegods. På sigt er det kun en midlertidig løsning. 

Den negative fortælling

Under den positive fortælling i hjernen ligger der en negativ fortælling i arvegodset - underbevidstheden, hvorfra den manifesterer sig bag om bevidstheden.  

Skyldens stemme

I det negative bor skyldens stemme. Skylden fortæller os, at vi er uværdige til kærlighed og tilhørsforhold. Skylden dukker eksempelvis op i vores vrede, i form af bebrejdende vrede, der fortæller os, at vi er slemme eller forkerte på grund af noget, vi har gjort eller noget, vi er. 

Pædagogen er en personificering af den bebrejdende vrede, der fortæller drengen, at han er slem eller forkert, fordi han slog hende. Drengen reagerer på vreden ved at blive sine følelser, der græder og rækker ud efter trøst. Den bebrejdende vrede svarer på drengens følelsesmæssige behov ved at pege på, at drengen selv valgte sin handling, og derfor selv er skyld i, at han mistede retten til kærlighed og tilhørsforhold. 

Den negative dynamik, jeg her illustrerer, gennem denne fortælling, er et fælles menneskeligt vilkår, en realitet, vi alle har i vores liv og vores livs arvegods - på godt og ondt. 

• Torben Staal, Personlig Integrering ved Indre Lytning