Vi lever med os selv i et kærlighedsforhold, hvor sårbarheden ses som fjenden og sværdet som løsningen.

Min indre kriger

Skønt vi er individer, så er vi alligevel både yin og yang. Vi er to personer i vores eget liv.

Vi lever i vores eget partnerskab, som er et kærlighedsforhold, der sidder i et spænd mellem had og kærlighed. 

Kærligheden er sårbar, og når det sårbare trigges, så kan forholdet vende på et split sekund - fra kærlighed til had. 

I vores indre kamp mellem det maskuline og feminine, kæmper vi med og mod os selv. 

Vi har et tænkende jeg og et følende jeg. Det er som at sige, at vi både er en mor og en far, som kommer til udtryk i vores kamp med os selv. 

Vores forældre lever i os. Vi er vores forældre, og vi lever med os selv, som vores forældre levede med hinanden. 

Det betyder ikke, at vi er vores forældre, det betyder blot, at vi lever i vores forældres mønstre.  

Vi lever vores forældres partnerskab, kærlighedsforhold, på godt og ondt. 

Det er den spændetrøje, der er givet. Det er det liv, vi har at arbejde med.

 I mønstret med at skjule vores sårbarhed får vi ikke kommunikeret vores behov, vi får ikke vist den anden, som jo også er mig, at vi vil hinanden, fordi vi er alt for optaget af at beskytte vores sårbarhed, vores angst for at føle følelsen af fortidens afvisning. 

Der står altid en kriger i døren, som er parat til at svinge sværdet og hugge vores forhold (mig) midt over, skulle tingene blive for sårbare.

Hvis du ikke vil mig, så kan du ryge og rejse.  

. 

. 

Skrevet fra kærlighedens perspektiv