Det indre er det ydre og det ydre er det indre

Det indre er det ydre, og det ydre er det indre

I Thomas evangeliet er Jesus citeret for at sige: "Thi I skal vide, at Guds kongerige ikke er uden for jer, men indeni jer".

Umiddelbart lyder det ikke som noget, jeg kan bruge, hvis jeg her og nu tænker bekymrede tanker, eller er usikker på min fremtid? 

Hold tungen lige i munden, så forklarer jeg, hvorfor du ikke kan undvære denne indsigt, hvis du ønsker at hele dig selv. 

Perception og projektion er en sammenhængende struktur (kontinuum)

Vi kan kun opfatte det, som er i vores bevidsthed, og vores bevidsthed er indeni os. 

Vi holder vores verden i vores bevidsthed

Min verden er i min bevidsthed - og er subjektiv, fordi alt det jeg har i min bevidsthed, er knyttet til min personlige erfaring. 

At perception er projektion betyder, at den ydre verden, som vi opfatter den, er en projektion af det, vi holder i vores bevidsthed. 

Vi projicerer det vi bærer i vores indre, på godt og ondt, ud i den ydre verden . Her ser vi vores egen indre krig i andre. Vi ser svigteren og den svigtede, og vi ser vores egen uforsonlighed, selvhad og hjerteløshed i den ydre verden. 

Den ydre verden er skabt som sted, hvor vi kan møde os selv. Et sted hvor vi kan lære os selv at kende.

Den basale forudsætning for at kunne hele mig selv er, at jeg er villig til at eje mig selv på godt og ondt. 

Jeg må være villig til at møde mig selv, der hvor jeg er, sådan som jeg er

I mødet vågner jeg til erkendelsen af mig selv. Når først ejerskabet af mig selv er på plads, er helingen en formalitet, såfremt du kender din værktøjskasse. . 

Når vi møder os selv i den ydre verden, så møder vi en tabt del af os selv

I mødet opfatter min hjerne mig som MIG. Det vil sige, at jeg er identificeret med min hjernes fortælling om, hvem jeg er. 

Hjernen har to fortællinger, nemlig fortællingen om hvem jeg er, og fortællingen om hvem jeg ikke er. 

Mit møde med en anden i den ydre verden, er mig, der møder ikke-mig. 

Min hjerne opfatter, at jeg er mig, og den anden er ikke-mig.

Min hjerne opfatter sin egen fortælling, og i denne fortælling er jeg mig og den anden er ikke-mig. 

Jeg, der her er drømmeren, der opfatter mig selv som vågen, møder en person:  

Efterfølgende kommer du hjem til kæresten og fortæller om mødet. 

Du siger, "Personen talte kun om sig selv, og viste slet ikke interesse for mig. 

Jeg kender den type. Jeg undgår dem så vidt muligt”. 

Nu siger kæresten, sådan lidt bittert, “Det minder da lidt om dig, du er da heller ikke for god til at vise interesse for mig”. 

Jeg, drømmeren, projicerer “den, som ikke viser interesse” over i mødet med en anden, og min kæreste projicerer “den, som ikke viser interesse” over i mig. 

Hvad sker der nu? Der er pludselig to personer, som har trigget et fælles traume i hinanden. Så hvad gør de nu? 

De starter formentlig en krig. Det gør de ved at gå sammen ind i en retssal. 

I retssalen skiftes de til henholdsvis at være anklagere og forsvarere. 

De vil hver især opleve sig selv som den uskyldige og forurettede part, og den anden som den skyldige og krænkende part. 

Hvorfor kan vi ikke løse tingene inde i retssalen? 

Retssalen er hjerteløshedens domæne, og her vil hadet altid vinde, ved at udgive sig for at være retfærdighed. 

For at hele traumet, er der brug for en heler, hvilket vil sige dit hjerte. 

Skrevet fra kærlighedens perspektiv