Vores evolution som menneske er en rejse, både alene og sammen

Vores evolution som menneske er en rejse, både alene og sammen. 


At komme til verden er at ankomme til sit eget liv. 

Vores eget liv er grundlæggende en kamp for at overleve vores egen traumatisering. Vores forældre, søskende, venner og så videre er her på samme vilkår. De er i deres egne liv, og kæmper grundlæggende for at overleve deres egen traumatisering. De optræder som statister i vores liv og giver os muligheden for at møde os selv i andre. 

Fænomenet projektion, spejling, beskriver jeg i detaljer i en anden artikel. 

Fænomenet personlig verden beskriver jeg også i detaljer i en anden artikel. 

Alle valg er personlige

I udgangspunktet er vi alene i vores egen personlige verden. 

Alle de valg, vi nogensinde har foretaget, er personlige. Det gode i, at alle valg er personlige, er, at der ikke findes nogle “negative” valg, som jeg ikke kan forløse mig selv fra. 

Hvor slette knappen sidder, og hvordan du bruger den, gennemgår jeg i detaljer i anden artikel. 

At leve i 100% fravær af kærlighed og tilhørsforhold

Vores traumatiske erfaringer har vi i fortiden “løst” ved at vælge den traumatiserede del fra. 

På den ene side har vi retfærdiggjort svigtet ved at fortælle følelsen, at det var dens egen skyld, at den blev traumatiseret. 

På den anden side har vi fortalt os selv, at svigtet er utilgiveligt, og at vi derfor har fortjent at blive dømt til at leve i evig fortabelse. 

Evig fortabelse er at leve i 100% fravær af kærlighed og tilhørsforhold.

At leve i et uforsonligt forhold mellem det maskuline og feminine

Vores fordømmelse af fortidens traumatiserende adfærd på den ene side og vores fordømmelse af ofrets følte erfaring på den anden side, er problemets årsag. Fordømmelsen har skabt et gab af uforsonlighed mellem vores feminine og maskuline side, som formentlig har været her siden tidernes morgen. 

Det er ikke den traumatiserende handling i sig selv, der er problemet. Det er fordømmelsen af handlingen, der er problemet. Handlingen og “ofrets” følte erfaring er ikke blevet accepteret som en nødvendig del af en læringsproces. 

Til hver eneste del af os, som vi har valgt fra, er der knyttet en sorg, en følelse af tab. Først har vi fornægtet følelsen af tab, og efterfølgende har vi fornægtet bevidstheden om tabet, og således har vi sendt det hele i glemslens mørke.  

Det, som må være her, og det, som ikke må være her

Når vi ankommer til vores liv, kommer vi med alle vores tidligere valg og fravalg. Konkret betyder det, at vi kommer med alt det, vi i forvejen kan acceptere, og med alt det vi endnu ikke kan acceptere. 

I vores barndom sorterer vi os selv i to bunker. Alt det som må være her, og alt det som ikke må være her. 

De personer vi har i vores tilsyneladende ydre verden, specielt vores forældre, viser os, hvad vi kan acceptere i os selv, og hvad vi endnu ikke kan acceptere i os selv. 

At dele os selv op i rigtig og forkert

Som børn lærer vi at dele vores verden op i rigtig og forkert. 

Barndommen er det sted, hvor vi erfarer, at vi er adskilt fra os selv, og her lærer vi at tro på det ”gode” i at være adskilt fra os selv og andre. 

Vi overlever gennem at skabe et ego, hvor vi identificerer os med det, som vi kan finde accept til, og skubber alt det væk, som vi endnu ikke har fundet accept til. 

• Torben Staal, Personlig Integrering ved Indre Lytning